Færre anskydninger

4 nov 2008

Helt dugfriske undersøgelser beviser, at de danske jægere er blevet bedre til at undgå anskydninger.
Antallet af anskudte kortnæbbede gæs er nu stabilt og ligger på et niveau der er væsentligt lavere end i starten af 1990\’erne. I starten af 2005 havde 10 % af de danske ræve hagl i kroppen mod 25 % i 1999.

Nye tal fra DMU

I 1997 stod det klart at de danske jægere anskød for meget vildt, og at det var bydende nødvendigt at gøre noget ved problemet der fik sympatien for jægere og jagt til at dale dramatiske i det danske samfund.
Der blev sat en handlingsplan i værk, og siden har anskydningerne været faldende.
Helt nye undersøgelser fra Danmarks Miljøundersøgelser (DMU) viser, at anskydningerne af de to stærkest udsatte arter, kortnæbbede gæs og ræve, er stødt dalende.

Ræv

I 2005 har DMU undersøgt i alt 429 ræve som blev nedlagt rundt omkring i landet i januar og februar. Rævene blev nedlagt med riffel eller med hagl af meget stor størrelse (BB). Resultaterne viser at 10% af rævene i forvejen havde hagl i kroppen – de var altså tidligere blevet anskudt. Det er langt færre i forhold til tidligere år. I årene 1999, 2001 og 2003 fandt DMU henholdsvis 25%, 23% og 18% anskudte ræve, og i 2004 var 11% af rævene anskudt.

Seniorrådgiver Henning Noer fra DMU ser det markante fald i anskydningerne som et klart resultat af de kampagner Skov- og Naturstyrelsen og Danmarks Jægerforbund har ført.

Endnu færre anskydninger

Henning Noer vurderer dog at antallet af ræve med hagl godt kan mindskes yderligere. Det kan ske ved at jægerne fortsat forbedrer deres adfærd, først og fremmest ved at undlade skud på for lang afstand og med for små hagl. Samtidig vil der dog gå et par år inden de forbedringer der allerede er sket, vil slå helt igennem i rævebestanden.

Gåsejægerne viste vejen

Forskerne i DMU har også fulgt udviklingen i andelen af anskydninger blandt de kortnæbbede gæs. Det viser sig at gåsejægerne var hurtige til at forbedre deres jagt. Allerede i 1998 kunne DMU konstatere at andelen af anskudte gæs var faldet betragteligt. Billedet kompliceres dog af at norske jægere jager den samme bestand af kortnæbbede gæs, men her har der ikke været ført en tilsvarende kampagne for at forbedre jægernes træfsikkerhed og dermed nedbringe antallet af anskydninger. Hvis man antager at der kun er sket forbedringer i Danmark, svarer tallene til at de danske jægere har begrænset antallet af anskydninger med over 75%.

Henning Noer understreger at det er lykkedes jægerne at begrænse antallet af anskudte ræve og gæs uden at deres jagtudbytte er blevet mindre.