Jagtprøve

Det er en forudsætning for at gå op til jagtprøven, at man har deltaget i et våbenkursus. På våbenkurset undervises der i våbenbetjening, skydeteknik, afstandsbedømmelse, forsigtighedsregler og jagt-etiske regler.

Jagtprøven består af en skriftlig og en praktisk del. Den skriftlige del består i, at man på en halv time skal besvare 40 spørgsmål om jagt og vildt. Mindst 36 af svarene skal være rigtige.

Ved jagtprøvens praktiske del skal man vise, at man kan behandle et skydevåben forsvarligt, både ved færdsel i terræn og i forbindelse med skudafgivelse. Derudover er der i terrænet opstillet vildtfigurer, og man skal bedømme, om skudafstanden til dem er forsvarlig. Evnen til at ramme præcist med et skydevåben prøves ikke.

For at bestå prøven kræves det, at såvel den skriftlige som den praktiske prøve bestås. Den skriftlige prøve skal være bestået, inden den praktiske prøve aflægges. Man kan i hver prøveperiode aflægge en skriftlig prøve og to praktiske prøver. Man skal betale et gebyr på 215 kr. hver gang.

Jagtprøver afholdes på Skov- og Naturstyrelsens lokale enheder på hverdage mellem 8.00 og 18.00. Der er to prøveperioder om året, første prøveperiode er 15. april -30. juni, og anden prøveperiode er 15. september-31. oktober.

Tilmelding til jagtprøve:
Vi tilmelder alle kursister til jagtprøve. Når Skov- og Naturstyrelsen har registreret Deres betaling, kan tilmelding til prøvedato foretages. Hvis De ikke selv tilmelder Dem, bliver De tildelt en prøvedato automatisk. De vil senest 14 dage før prøven modtage et indkaldelseskort til jagtprøven.